Byggerådgiveren er med gennem hele projektet
Siden 1977 har EKAS renoveret ejendomme. Kunderne er primært almene boligselskaber og opgaverne spænder lige fra mindre undersøgelses- og rådgivningsopgaver til styring af større hoved- og totalentrepriser. Og som byggerådgiver hos os kommer man med hele vejen rundt.
Jeppe Rein Boese er konstruktionsingeniør hos EKAS. Det har han været siden 2019, da han forlod DTU som civilingeniør.
”Mit job hos EKAS er mit første, efter jeg blev uddannet. Jeg søgte det, fordi opgaverne kredsede meget om klassiske byggerier, etageejendomme og sådan. Og så var det tydeligt, at det var en virksomhed med bred viden, og ikke specialiseret i et eller andet lille felt. Det var lige mig,” fortæller han.
Mange forskellige typer opgaver
Hos EKAS er der mulighed for at prøve kræfter med meget forskellige typer opgaver. Arbejdet er aldrig det samme dag efter dag, uge efter uge. EKAS’ ydelser spænder lige fra mindre undersøgelses- og rådgivningsopgaver til styring af større hoved- og totalentrepriser. Det stiller krav til medarbejdernes lyst og evne til at bevæge sig rundt i alle hjørner af et projekt.
”Jeg får lov at være lidt en multikunstner med forskellige projekter og med kontakt til både arkitekter og bygherre. Det er et miljø, hvor jeg en gang i mellem bliver bragt udenfor min comfort zone, og det er helt sikkert med til at udvikle mig. Og på toppen af det, har jeg rig mulighed for selv at vælge, hvilke typer opgaver jeg vil specialisere mig i,” siger Jeppe.
Flad organisation og hurtige beslutninger
Som arbejdsplads, er der et par ting ved EKAS, som Jeppe gerne vil fremhæve:
En rummelig arbejdsplads med uformel omgangstone
”Vi er en fagligt tung og meget professionel virksomhed, men samtidig er kulturen og tonen meget uformel. Alle kender alle, og vi har for eksempel ingen dresscode. Det sætter jeg virkelig stor pris på. Det og så fleksibiliteten i forhold til arbejdsdag og timer. Der er meget frihed under ansvar, hvor vi selv kan planlægge dagen,” siger Jeppe.
Faglig udvikling gennem opgaver og projekter
EKAS har siden 1977 arbejdet med renoveringsopgaver som tag- og facaderenovering, vinduesudskiftning, renovering af altaner og altangange, renovering af betonskader, indvendige ombygninger, afhjælpning af stabilitetsproblemer, udskiftning af installationer og forbedring af indeklimaet. Og som byggerådgiver oplever Jeppe, at han kommer med hele vejen rundt:
”De mange forskellige opgaver er i sig selv udviklende,” siger Jeppe.
”Men det betyder jo også, at man får opgaver, som man ikke umiddelbart kan løse. Her er der altid en kollega indenfor de forskellige fagområder, som hjælper. Efterhånden bliver det så mere learning by doing,” tilføjer han.
Ingen er bange for at dele ud af deres viden
EKAS er en ingeniørvirksomhed med et højt fagligt niveau, hvilket kommer alle til gode i dagligdagen. Der er altid nogen hos EKAS, der ved noget om de specifikke udfordringer, en renovering rummer. Jeppe understreger, at han oplever EKAS som en arbejdsplads, hvor alle er fagligt stærke og ikke er bange for at dele ud af deres viden:
”Mine kolleger er meget de samme typer som mig selv. Sådan en lille smule nørdede på den gode måde.
Der er meget erfaring samlet hos os, så der er altid nogen at trække viden ud af. EKAS er en rigtig ingeniør-arbejdsplads, som er meget bredt sammensat rent fagligt.”
Faglig udvikling i fokus
”Ingen tror, du kan alt, og det er helt ok at bruge tid på at indhente viden. Faktisk opfordres vi til at kigge efter relevante kurser, og det sker også, at nogen prikker én på skulderen og siger: Har du set det her kursus? Er det ikke noget for dig? Faglig udvikling er virkelig et fokuspunkt,” siger Jeppe.