Jens -9872

En god bygningsrådgiver tror på kvalitet og godt arbejde

EKAS renoverer boligejendomme, mest for almene boligselskaber. Det handler blandt meget
andet om vinduesudskiftninger, facaderenoveringer, nye tage, nye installationer og kloakker.
Og mest af alt handler det om at levere et godt stykke rådgivningsarbejde.


Jens Lauridsen har været hos EKAS siden 2018. Siden 2020 har han været en af de tre medejere af virksomheden.
”Vi har meget høje krav til kvalitet og har altid været ærekære og gjort en dyd ud af at levere et ordentligt stykke arbejde. Jeg ved godt, det i nogens ører kan lyde lidt old school, men faglig kvalitet er bare hele tiden i fokus hos os. Når vi får en opgave, så går vi efter at levere den bedste løsning.” For Jens har fagligheden og muligheden for at levere et godt stykke arbejde, altid været i højsædet. Hvis det hele bare handler om at få leveret så hurtigt som muligt og så komme videre til næste projekt, er det ifølge Jens sjældent, at det resulterer i den bedste løsning.
”Selvfølgelig handler det også hos os om at tjene penge, men det er næsten aldrig noget, vi taler om på driftsmøderne,” siger Jens. ”Til gengæld taler vi meget om, hvordan vi som bygningsrådgivere kan sikre kvalitet til kunderne.”

Når en beslutning er taget, så holder den

Ord betyder noget. Derfor er det væsentligt for Jens, at vi bruger ordet ”medejer” af EKAS. Ikke partner.
Medejer er mere forpligtende, synes han. En partner har ofte kun ansvar for en del af virksomheden, mens en medejer står på mål for hele butikken. EKAS har en meget flad organisation med tre medejere, og når en beslutning er taget, så holder den. Det giver altså en vis ro i maven for alle i huset, siger han.

Vi tror på kvalitet og godt arbejde

Når man renoverer boligejendomme, er der ingen standardløsninger, som kan hives op af skuffen. Alt er unikt og kræver nærmest en ny start hver gang. Det stiller store krav til fagligheden hos EKAS’ bygningsrådgivere.
”EKAS er en traditionsrig ingeniørvirksomhed. Vi tror på mange af de gode gamle dyder om kvalitet og godt arbejde. Det betyder, at alle gør deres bedste, og med det faglige niveau, der er i EKAS, er det faktisk ikke så lidt.”


Ingen begrænsninger, hvis man gør sig umag

EKAS er grundlagt i 1958 og har siden 1977 primært arbejdet med renoveringsopgaver som tag- og facaderenovering, vinduesudskiftning, renovering af altaner og altangange, renovering af betonskader, indvendige ombygninger, afhjælpning af stabilitetsproblemer, udskiftning af installationer og forbedring af indeklimaet.
Og som byggerådgiver får man mulighed for at komme med hele vejen rundt i takt med, at man udvikler sig.
”Kompleksiteten i de opgaver man får, stiger i takt med erfaring og kompetencer. Der er ingen begrænsninger, hvis man gør sig umage. Derfor opfordres alle også til at deltage i relevante kurser,” siger Jens. ”Men der lyttes meget til den enkeltes egne ønsker om, i hvilken retning man vil dygtiggøre sig.”

At dygtiggøre sig og søge ansvar for større og mere komplicerede opgaver er ikke altid afhængig af formel videreuddannelse og kurser. Råd og vejledninger fra erfarne og fagligt stærke kolleger er ofte lige så godt.
”Vi har meget fokus på sidemandsoplæring. Ikke på den måde, at det egentlig er formaliseret eller italesat. Det er bare en dyb og indgroet del af vores kultur, at der altid er en god faglig dialog på kontoret. Der er simpelthen så meget erfaring at dele ud af og lytte til.”


Muligheden for at bruge og udvikle sin faglighed

Spørger man Jens, hvad der gør EKAS til en attraktiv arbejdsplads, er muligheden for at bruge og udvikle sin faglighed noget af det første, der bliver svaret.
”Friheden til, inden for rammerne, at løse mine opgaver som jeg synes, er bedst, betyder meget for mig. Vi har meget frihed under ansvar, hvilket kræver, at man er ret selvkørende,” siger Jens. ”Til gengæld er det også sådan, at hvis man gør sit bedste, så er der altid støtte til den løsning, man har valgt.”


Arbejde og fritid skal hænge sammen

Livet består også af andet end arbejde, så derfor er fleksibilitet på arbejdspladsen, når tingene uden for kontoret skal hænge sammen, afgørende for mange. Også for Jens.
”Jeg har delebørn, altså hver anden uge, så det betyder rigtig meget for mig, at jeg har mulighed for at fordele timerne lidt og på den måde få det hele til at hænge sammen.”

Scroll to Top